Man fornemmer en lethed i de fire tegninger. Et kræsent udvalg af motiver, tegnet med hårfine linier, der nok benyttersig af kontraster og mærkværdige sammenstillinger - som når klipeblokke møder en pels-lignende vegatation, eller når fuglene roterer mellem hinanden på en baggrund af reoler - men der er kontraster, som virker mere forunderlige end larmende. For vi følger en nænsom fingerspids-sanselighed, der pirker ved detaljerne, når der tegnes frisurer uden ansigt, og arme og hænder i kokette vinkler.

Jasper Sebastian Stürups tegninger er prægrt af en vis selvbevidst elegance. Han véd at den delikate linjeføring kan tage overhånd og blive alt for blæret, for smuk eller yndefuld. Men selv hvis det hvide papir skal forurenes og smudses til, løber spraymalingen ikke hæmningsløst, idet plamagerne virker som tilladte hændelser. De anfægter det sarte ved tegningerne, og de skaber yderligere friktion, så beskuerens associationer ikke samler sig til en letkøbt pointe. Ved at bringe ganske få biledelementer sammen i uventede arrangementer og give dem masser af luft, udnytter Stürup at de kan sættes i svingninger, og at der, i intervallet mellem dem, kan opstå en resonans, hvor ambivalente stemninger får lov at simre.

Tegningen er Stürups fortrukne medie, og hans manøvere på papiret fremhæver nogle af dens tillokkende aspekter: Tegningen virker intim, man er tættere på, hvor håndens bevægelser og tøven bliver synlige. Og tegningen synes mere direkte: den gør kunstneren mere sårbar, for han har svært ved at skjule sig i et medie, der enddaogså blotter rettelserne.